Skole

Undervisningens tilrettelæggelse
Sammen med undervisningens mange fag og metoder understøtter undervisningens tilrettelæggelse igennem dagen, ugen og året, at barnet og den unge får mulighed for både at udvikle sit viljesliv, følelesesliv og tankeliv. Det betyder, at der gives plads til mange forskellige aktiviteter og til en vekselvirkning mellem indånding og udånding i undervisning og skoleliv.
På en steinerskole arbejder man med periodeundervisning. Det betyder, at man underviser i det samme fag to timer om dagen i tre til fem uger ad gangen. På den måde får eleven mulighed for at fordybe sig, samtidig med at skoleåret opleves varieret.
Dansk, matematik, historie, geografi, fysik, kemi og biologi er fag, som typisk undervises i perioder. De fag kalder man på en steinerskole for hovedfag. Hovedfagsundervisningen ligger som regel i dagens to første undervisningstimer.
Periodeundervisning giver eleverne mulighed for at forbinde sig med undervisningsstoffet og lægger op til projektorienterede forløb. Pauserne mellem perioderne imødekommer desuden elevens behov for at veksle i rytmer mellem aktiv læring og hvilepause for hvert fag.
Sprogfag, musik, bevægelse, kunst- og håndværksfag ligger oftest fast i det ugentlige skema i det, der kaldes fagtimer. Her ligger også ugentlige øvetimer i dansk og matematik.
Håndværks- og kunstneriske fag undervises dog også i periodiske blokke, specielt på de højere klassetrin.