Steiner HF – 11. -12. klassetrin
I den 12-årige steinerskole udgør de sidste to år af skoleforløbet afslutningen på ungdomsuddannelsen. I Danmark har steinerskolernes ungdomsuddannelse eksisteret uden statstilskud i mere end 60 år. En enkelt af landets steinerskoler driver stadig deres 12-årige skole med 11. og 12. klassetrin på disse vilkår.
Siden skoleåret 2018/19 har det 11. og 12. klassetrin på de øvrige fem skoler med ungdomsuddannelse været udbudt som Steiner HF, efter at steinerskolernes ungdomsuddannelse blev omfattet af gymnasielovgivningen i 2016. Eleverne kan på disse skoler modtage SU, og skolerne modtager tilskud som et privat gymnasium med visse undtagelser fra reglerne for den almindelige hf-uddannelse.
Uddannelsen er adgangsgivende til søgning på alle videregående uddannelser via kvote 2.