Jeg må være inde i varmen – altid

Af Grete Lyngdorf, tidl. steinerlærer, Neufeld Parent Educator, nu kursus- og foredragsholder, rådgiver for forældre og professionelle.

Børn har brug for en landsby af tryghed, derfor er det vigtigt, hvordan vi håndterer særligt de skift, de mindste børn har i hverdagen. Hvordan bygger vi bro over disse skift, hvad er angst for adskillelse, og hvorfor opstår den? Hvordan kan pædagoger og forældre hjælpe hinanden med at lette overgangene?

En mor fortalte mig engan, hvordan hun huskede sin barndom på Sri Lanka. Hun huskede, hvordan de som børn bare legede og legede på stranden, og nogle gange faldt de og slog sig, der var nogen, der drillede eller der skete noget andet. Hun huskede, hvordan kvinderne – mødre, tanter, mostre, bedstemødre – sad og arbejdede med deres håndværk, og – når man som barn havde brug for trøst, tog man den første den bedste af disse kvinder, som man jo alle kendte, og hoppede op og blev trøstet.

Man sad bare der lidt, fortalte hun, græd, hvis man havde brug for det, og kom sig over genvordighederne, og så, når man havde siddet der et stykke tid, løb man videre ud i legen igen. Der blev sjældent sagt så meget. Man skulle bare lige op i varmen og venligheden og sidde lidt, og så kunne legen fortsætte.

Sådan var livet for mange børn engang, og de fleste af os ville vel ønske, at vi stadig kunne give vore børn en lige så bekymringsfri barndom fuld af leg og varme favne at søge til, når der var brug for det.

Vores tid og samfund har ændret sig, men børnenes behov for tryghed er stadig det samme.

 

At høre til

Det er helt åbenlyst, at for små børn i vuggestue- og børnehavealderen, altså typisk børn mellem 1 og 6 år, er det vigtigste af alt at høre til og være sammen med dem, man hører sammen med. Man er i den alder helt prisgivet en varm følelsesmæssig omsorg fra de voksne med ansvar for en. Denne omsorg er vigtigere for barnet end noget andet, vigtigere end mad og drikke. Derfor er den største fare barnet kan opleve, at blive adskilt fra dem, det hører sammen med.

Den «solbeskinnede» historie fra Sri Lanka gjorde et meget stærkt indtryk på mig, da jeg hørte den. For der er noget i enkelheden og selvfølgeligheden, som jeg er sikker på, vi kan lære meget af i dag, når vi skal give omsorg til vores små børn. For børn har naturligvis brug for at kende og holde af de mennesker, som skal passe på dem. Spørgsmålet bliver så, hvordan man kan skabe denne oplevelse af landsbyfællesskab, som vores børn kan føle sig trygge i, når de ikke lige er sammen med far eller mor.

 

Tilknytningens seks stadier

Det modsatte af adskillelse er tilknytning. Hvis man lytter til en af vor tids mest vidende mennesker, når det bl.a. gælder tilknytning og tryghed, canadiske Gordon Neufeld, så beskriver han barnets tilknytningsproces i 6 stadier, der under ideelle forhold sker i de første 7 leveår. For at svare på spørgsmålet om, hvordan man kan give det lille barn den tryghed, det har brug for på det alderstrin, det nu måtte have, er det en god hjælp at kende til disse tilknytningstrin. Fordi tilknytning er det, der sikrer trygheden. Tilknytningen kan billedligt beskrives som en usynlig livmoder, inden for hvilken barnet er trygt.

Vi kender alle til den allerførste tilknytning, der kommer i stand mellem mor og barn efter fødslen. Barnets øjne søger mors øjne, der nu bliver «home base». «Nå, der er du!» Sammen med den kærlige velkomst som mors øjne giver, er alle de andre sanser i spil. Berøring, varme, duft, smag, stemmens kærlige lyd osv. osv. Spædbarnet knytter an via sanserne. Selvom tilknytningen får nye dybder i de næste leveår, bliver tilknytningen via sanserne ved med at være det grundlag, som alt andet hviler på. I det andet leveår begynder barnet at kunne bevæge sig væk fra mor. Barnet knytter nu også an gennem efterligning, hvoraf bl.a. sproget udvikles. I det tredje leveår bliver barnet meget besiddende, det «ejer» nu dem, som det hører til. På dette trin kommer samtidig en vældig loyalitet. «Os der hører sammen, vi er der for hinanden!» I det fjerde leveår inderliggøres tilknytningen mere. Barnet ønsker at være værdsat og værdifuldt, og at kunne hjælpe til og vise sit værd bliver meget vigtigt. I det femte leveår knytter barnet an, ved at give sit hjerte til den, som det er knyttet til. I det sjette leveår kan tilknytningen nå endnu dybere. Barnet vil nu ikke kun knytte an ved at give sit hjerte. Nu ønsker det at kunne dele alt, hvad der bor i dette hjerte i en ubetinget kærlighed og tillid. Denne tilknytning kan give barnet den største kraft og den største frihed til at være og blive sig selv. Disse 6 stadier af tilknytning kan sammenlignes med rødder, hvorigennem barnet har et rodfæste hos den voksne, og hvorigennem den voksne kan nære barnet.

For at kunne blive del af barnets tilknytningslandsby, uden at være i familie, er det uvurderligt at kende til tilknytningens ideelle forløb. Indsigten giver os nemlig hjælp til at forstå barnets dybeste behov på de forskellige alderstrin.

 

Introducér til landsbyen

Der er en lovmæssighed mere, som man må kende. Den primære tilknytning (oftest mor eller far) er den, der kan åbne barnet for den nye tilknytning. Derfor er det godt, hvis pædagogen, der skal introduceres til barnets «landsby», først taler og interagerer med mor eller far, og lader barnet iagttage det, der sker. «Ahhh, jeg kan se at mor smiler og nikker til «den fremmede dame», ahhh… så er hun god nok, når mor kan lide hende.» Vi må give barnet tid og lejlighed til at knytte an, til de nye mennesker, der skal blive en del af deres landsby, hvis de skal passes uden for hjemmet. Når de voksne, der skal modtage barnet, ved, hvad de skal fokusere på, så går det meget lettere det hele. Det er de voksne, der skal skabe betingelserne for, at barnet hele tiden føler sig «inde i varmen». Og det sværeste for barnet vil altid være, at skulle give slip på den primære tilknytning, og lade sig «falde ind i tilknytning» til den nye. Men når det sker, åbner verden sig for barnet, og landsbyen bliver større.

 

Hjem er også en overgang

Når barnet så er trygt og godt det nye sted, og far eller mor kommer og henter barnet hjem, så skal man huske, at barnet nu igen skal gøre noget, der for mange kan være svært. Det skal give slip på tilknytningen til pædagogen, og det skal koble sig tilbage til den primære tilknytning. Jo længere tid barnet har været væk hjemmefra, jo sværere er dette kunststykke som regel. Fordi barnet skal bruge flere kræfter, når det er ude, end når det er hjemme, og det kræver energi at skifte tilknytningsfokus. At vide dette gør, at man ikke klandrer barnet for evt. fjollet opførsel.

At kunne «falde ind i tilknytningen» kræver, at der er en varm og ubetinget invitation tilstede fra den voksne. Trygheden forstærkes yderligere, når barnet oplever kærlige, faste og tydelige rammer. Når man ved, hvor skabet står, behøver man ikke løbe ind i det, hele tiden. Opstår der alligevel en konflikt, der skal håndteres, må dette altid gøres med tilknytning in mente. Det barnet er mere optaget af end noget andet – ved uoverensstemmelser og konflikter – er, om far og mor og pædagogen stadig kan lide mig, er jeg stadig inde i varmen, er jeg stadig inviteret, er jeg stadig elsket?

 

Øjnene, smilet og nikket

Endnu et vigtigt aspekt ved tilknytningen vil jeg lige nå at berøre. Det er nemlig sådan, at barnet har brug for at knytte an hver gang, der har været adskillelse. Vi skilles af natten, vi skilles om dagen, vi skilles (sådan kan det føles for barnet) ved uoverensstemmelser osv. Og hvordan finder vi så hinanden igen, hvordan vækkes tilknytningen til live igen? Gordon Neufeld svarer: «The eyes, the smile and the nod!» Det kunne man kalde det universelle hilse-ritual. Det åbner og bygger bro ind i relationen. Et lige så vigtigt ritual, som bygger bro over adskillelsen kunne vi kalde farvel-ritualet. Efter sigende er det engelske ord Goodbye en forkortelse af dette: «God be with you, until we meet again.» Derved bygges der bro over adskillelsen. «Farvel og tak for i dag, vi ses igen i morgen!»

Intet barn kan tåle at være uden tilknytning. Derfor må vi kende til dette, så vi kan bygge bro over al adskillelse.

 

Hjemmebesøget som bro

At bygge bro har altid været en del af vores kultur. Og vi har i steinerskoler og -børnehaver længe holdt fast i former og «ritualer», som vi måske, efterhånden som tiden er gået, har glemt betydningen af. Hjemmebesøget er et eksempel. Det er intet mindre end guld værd, for barn og forælder, men i lige så høj grad for pædagog og lærer. Da vores ældste datter skulle skifte fra børnehaven til børnehaveklassen, fik vi besøg af læreren i hjemmet. Jeg husker, hvordan Astrid glædede sig helt vildt til dette besøg, men da læreren kom, gemte hun sig – væk var hun bare! Vi drak the og spiste kage og snakkede og hyggede, og Astrid iagttog det hele fra sit «usynlige» sted. Hun nåede dog frem fra sit skjul, da det var tid til at sige «farvel, så ses vi efter sommerferien», og broen var på denne måde skabt for hende. Jeg har selv som klasselærer elsket disse hjemmebesøg, og er ikke i tvivl om hvilken tilknytningsmæssig substans, der her bliver skabt, til glæde for alle parter.

Trykt i Steinerbladet 4#/2017

 

SFbBox by caulfield cup
Don't have an account yet? Register Now!

Sign in to your account