Hvis du, eller en initiativgruppe, overvejer at starte en steinerskole, er I velkommen til at kontakte os. I behøver ikke være mange eller langt i jeres tanker om at starte en skole, før I tager kontakt. Vi bidrager gerne med sparring, information og kontakter for at kunne træde de første skridt.
Det er selvfølgelig et stort arbejde, men også en spændende og lærerig proces at oprette en ny skole. Overvej, om I måske kan oprette en mindre gruppe, som kan hjælpe og støtte hinanden i arbejdet. I den forbindelse kan det være en fordel, hvis I hver især har forskellige relevante kompetencer at byde ind med. Det kan være godt at have nogen med, der er vant til at forstå og arbejde med fx lovgivning, økonomi, skoledrift, steinerpædagogik, kommunikation, hjemmesider, sociale medier, bestyrelsesarbejde, ledelse, bygninger for blot at nævne nogle områder. Samtidig er det ikke hindring at gå i gang, hvis der er områder, I ikke ved så meget om. Det kan komme hen ad vejen.